
Opdræt af blåmuslinger, østers og tang i Kerteminde Bugt
Kerteminde Seafarm
Kerteminde Seafarm blev etableret i 2017 af Mads Hecter med en vision om at etablere og udvikle et dyrkningssystem som kunne bruges til regenerativ havdyrkning, der kombinerer bæredygtig fødevareproduktion med aktiv forbedring af havmiljø, klima og biodiversitet.
Etableringen af anlægget startede i 2018 med langlinesystemer udviklet til opdræt af blåmuslinger. Disse systemer blev videreudviklet til også at kunne bruges til at dyrke andre lavtrofiske arter som østers og tang.

Projekter
Kerteminde Seafarm er partner i forskellige forskningsprojekter indenfor Lavtrofisk aquakultur (LTA). Lavtrofiske arter er kendetegnet ved at de ikke kræver foder eller medicin og typisk har en gavnlig effekt på havmiljø og klima ved at optage næringsstoffer og CO2. Det antages også at disse arter lokalt hvor de opdrættes, skaber en større biodiversitet.
